Darkland Blues: Gallery Brandstrup - Oslo

Fremfor alt er det himmelen, man ser, når man iaggtager de nye værker, som Michael Kvium har skabt til udstillingen Darkland Blues. Den brænder i al sin omsluttende mørke, og den borger ikke for nogen lys fremtid. Vi ved, at hvis først himlen brænder, så er der ikke meget at gøre. Ikke bare mørkeland, men også dommedag viser sit grimme ansigt. Alle vores små lokale initiativer, hvadenten de foregår i familien eller i nationer, synes ikke at gøre nogen forskel i det verdensbillede, som Kvium maler op. We are all doomed.

     Michael Kvium har altid været en slags seismograf for, hvor verden har befundet sig. I hans maleri har man kunnet mærke verden presse sig på siden begyndelsen af 1980’erne, hvor han skabte sine første figurative malerier og dér skildrede en verden, hvor sløret var løftet til verdens dårskab. Hans værker vækker på den ene side genkendelse, mens de på den anden side farver og finindstiller vort blik på verden, så den verden, vi engang mente at kende, står rystet, afklædt og ændret tilbage, når vi først ser den gennem Kviums helt eget prisme.

     Michael Kvium har været aktiv siden 1982. I dag, næsten fire årtier senere, kan vi kaste et tilbageblik på et livsværk, der har været nådesløst. Mennesket skildres ikke, som i renæssancen, som opbyggeligt. Mennesket skildres heller ikke, som i modernismen, som dén, der skal redde og forløse verden. Mennesker skildres hos Kvium som et altødelæggende dyr, hvis handlinger for at overvinde alt i forsøget på overlevelse blot efterlader en scene af udpint natur, død og rædsel. Mennesket skildres som ufuldkomment og utilstrækkeligt, for altid præget af usynlige fortrængninger, som Kvium gør genkendelige for os, der betragter hans værk.

     Michael Kvium står frem som en kunstner, hvis værk er distinkt og betydningsfuldt, fordi det formår at kile sig gennem vores bløde øjeæble og ind i de visuelle kamre i vores bevidsthed, der former vores syn på verden og vores egen plads heri. Hans kunst har fundet hen til det sted, hvor ingen andre endnu har været, og hans arbejde vækker stærke reaktioner blandt publikum. Uanset om værkerne vækker begejstring eller væmmelse, undren eller vækkelse, er de dog næsten umulige at ryste af sig. Denne insisterende påtrængenhed i vores visuelle hukommelse er Kviums særkende.

     I Darkland Blues genfinder vi mange af de elementer, som Kvium tidligere har introduceret: den ensomme figur i mørket, det afpillede træ, den rå himmel. Her ser vi dem dog gennem klimabevidsthedens linse. Det er råt og afslørende. Og i al sin pessimisme måske dén aførende faktor for, at vi for alvor åbner vores øjne.